søndag den 17. juni 2012

Bananbrød

Lidt sundere alternativ til kage og en god måde at komme af med sine overmodne bananer på.

3 store modne moste bananer
½ l lunkent vand
1 ts stødt kardemomme
1½ dl kærnemælk/cremefraiche/youghurt naturel
1½ ts salt
30 g gær
ca. 1 kg hvedemel
10 dadler befriet for sten og skåret i mindre stykker
lidt smeltet smør til pensling

Bland de moste bananer i en stor skål med kardemomme, salt, vand og gær i nævnte rækkefølge. Check at blandingen ikke er for varm inden du tilsætter gær. Den må kun være lunken. Tilsæt nu mel lidt efter lidt. Rør grundigt og ælt om nødvendigt med den ene hånd i skålen og den anden med et fast greb om kanten af skålen. På den måde undgår du at svine hele køkkenbordet til med mel.
Når du har æltet det hele sammen, hælder du dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir, hvor du breder dejen ud som en meget tyk pandekage. Læg et viskestykke over og lad det hæve et par timer. Derefter pensles brødet med lidt smeltet smør og daddelstykkerne fordeles jævnt over dejen, som de trykkes ned i. Brødet bages nu i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 25 min. varmluft.

Alternativt kan du putte halvt så meget gær i brødet og sætte dejen i køleskabet natten over. Tag den så ud ca. 2 timer før, du vil bage brødet, og hæld det ud på en bageplade beklædt med bagepapir, hvor det efterhæver i 2 timer under et viskestykke, før det pensles, dadlerne trykkes i og brødet bages.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar