lørdag den 16. juni 2012

Blomkål med stegte squash og kandiserede valnødder



En ret hvor blomkålen virkelig kommer til sin ret.

1 blomkålshoved befriet for de yderste blade og plukket i små buketter
3 squash, flæk squashene på langs i 4 bjælker og skær disse i tynde skiver på tværs
1 fed fint hakket hvidløg
½ dl god olivenolie
Salt
100 g valnødder
1½ spsk sukker
Kog blomkåls buketterne i en gryde med letsaltet vand til de er møre (ca. 5 min). Pas på ikke at koge dem for længe, de må stadig gerne have lidt ”bid”. Hæld vandet fra og lad dem stå i ryden under låg til du skal bruge dem.
Svits hvidløget i olivenolien ved svag varme i en gryde. Tilsæt squashstykkerne og et ordentligt drys salt og lad dem svitse ved middel varme til de smatter ud. Hæld dem op i en skål, som dækkes til med folie.
Sukkeret hældes på en pande sammen med 2 spsk vand. Sæt det på middel varme og når sukkeret er opløst i vandet kommes valnødderne i. Rør dem godt rundt, så sukkeret fordeles jævnt omkring valnødderne. Først vil sukkeret smelte og blive brunt, så vil det blive hvidt og helt tørt. Pas på at panden ikke bliver for varm og det brænder på. Du fortsætter bare med at røre til det bliver brunt igen og lægger sig som karamel omkring valnødderne. Så hælder du valnødderne over på et stykke bagepapir og skiller dem ad med en gaffel.
Imens valnødderne køler af, anrettes blomkåls bukketterne på et fad og overhældes med de udsmattede squash. Derpå hakkes valnødderne meget groft og drysses over.

Nu har du prøvet at brænde valnødder. Du kan gøre det samme med mandler og hasselnødder og servere det som slik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar