lørdag den 16. juni 2012

Boller i karry



Den skal altså med. Da jeg arbejdede inde på Sony var folk i en let tilstand af eufori hele dagen, når der var Boller i karry på menuen. Siden hen har vi dannet en, Boller i karry klub, til ære for denne skønne 70’er ret.

Til bollerne:

1 stort meget finthakket løg
1 æg
500 g hakket kalv og flæsk
1 dl rasp
2 dl mælk
1 ½ ts salt
Bollerne koges i:
2 l vand + 2-3 spsk koncentreret kyllinge fond

Til saucen:

75 g smør
2-3 ts mild karry af god kvalitet
1 stort finthakket løg
2 madagtige æbler skåret i mindre tern
3 store spsk mel
3 dl af det vand bollerne er blevet kogt i
1½ dl piskefløde
3 dl sødmælk
2 store spsk stærk mangochutney
1 bdt purløg klippet i mindre stykker
Salt og peber efter behag

Ingredienserne til kødbollerne æltes grundigt sammen og bollerne formes med en spiseske og koges i vand og kyllingefond til de kommer op og flyder i overfladen. Fisk dem op og læg dem i et fad og hold dem varme i en ovn ved 100 grader, mens du laver saucen.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt derpå karry. Lad det bruse op et minuts tid ved middel varme, så smagsstofferne i krydderiet kan udvikle sig. Svits nu løg og æbler i karryen og når løgene begynder at blive gennemsigtige kommes melet i. Derpå røres der grundigt til melet har fordelt sig jævnt og vandet som kødbollerne har været kogt i hældes ved lidt efter lidt, hvor der røres grundigt rundt mellem hver gang. Så tilsættes fløden og der røres igen og derpå sødmælken. Lad nu saucen komme op og koge, hvorpå der skrues lidt ned og der smages til med mangochutney, salt og peber inden kødbollerne og purløgene kommes i til sidst.

Serveres med jasminris (eller som her sorte ris) og mangochutney.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar