søndag den 14. oktober 2012

Mandelkager med hvid chokolade og lakrids


De er simpelthen så super delikate.


250 g marcipan
2 spsk fintrevet appelsinskal
1 (lille) dl portvin
100 g finthakket hvid chokolade
2 spsk lakridspulver (Johan Bülow)


I en skål æltes marcipan, appelsinskal og portvin sammen. Massen puttes i en husholdningsplasticpose, hvor der bindes knude og klippes et lille hul i spidsen, som massen kan presses ud igennem. På en bageplade beklædt med bagepapir klemmes massen ud i små toppe på størrelse med valnødder med skal. De bages nu i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i ca. 10 min. Hold dog øje med dem. De må kun lige blive gyldne i kanten.

Tag dem ud og stil dem til afkøling. Imens hakkes chokoladen, som smeltes over vandbad. Den smeltede chokolade kommes nu i en husholdningsplasticpose, hvor der bindes knude og klippes et lille bitte hul i spidsen, som den kan klemmes ud af. Klem chokoladen i spiraler ud over kagerne og drys straks efter med lakridspulveret. Stil dem gerne køligt, da den hvide chokolade ellers kan være lang tid om at størkne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar