søndag den 11. november 2012

Risengrød - også til dem, der ikke kan lide det.


Nu er det snart jul og så skal vi have risengrød! Det har jeg aldrig syntes, var nogen særlig god nyhed. Jeg kan ikke fordrage risengrød. Jeg synes, det er den mest kvalme spise overhovedet, og det der med at putte kanelsukker på, gør det bare endnu værre. - Men ungerne kan så godt lide det og hvad gør man så?
Man ændrer på tilbehøret, så det opvejer for den kvalme smag.  Ganske enkelt. Her er et bud, men improvisér gerne. Risengrøden kan kun blive bedre af det.


Risengrød til 4 pers.


4 dl grødris eller 3 dl grødris + 1 dl perlebyg
4 l letmælk
1 ts salt

Bring mælken i kog under omrøring. Tilsæt risene og salt, og lad det komme op at koge igen. Når det koger, lægges låg på og gryden sættes i ovnen ved 100 grader ca. 45 min. eller sættes ind i sengen pakket godt ind i dyner og koger færdig dér. Voila! Så er der risengrød.


Tilbehør består af en klat smør og kanelsukker til ungerne og alt det andet lækre til dig, som er:

  • Brændte hakkede hasselnødder (se opskrift på brændte mandler her på siden og gør det samme med hasselnødderne og valnødderne) eller blot rist dem på en tør pande til de dufter og tager lidt farve
  • Valnødder ristet på en tør pande til de dufter. Derefter hakkes de groft.
  • Æblegrød 
  • Ristede havregryn 
  • Friske æblestykker 

Alt dette puttes på din portion risengrød i så store mængder, at det drukner smagen af kvalm mælkegrød.


Ristede havreflager:

3 spsk honning
4 dl grovvalsede havregryn

Put honningen på en varm pande og når den er smeltet og begynder at bruse op tilsættes havregrynene. Rod godt rundt i dem med en træpalet til honningen er fordelt på alle havregrynene og disse er begynder at dufte og blive lidt farvede. Tag dem af og hæld dem over på et stykke bagepapir, hvor de skilles lidt ad, mens de køler af.

Æblegrød:

1 kg madæbler med skræl skåret, befriet for kernehus og skåret i mindre stykker
ca. 2 dl rørsukker
evt. 3 stk stjerneanis
evt. 1 stang kanel

Skær æblerne i stykker og put dem i en gryde sammen med sukkeret og evt. stjerneanisen + kanelstang. Bring dem langsomt i kog, så sukkeret når at trække væsken ud af æblerne og du dermed ikke behøver at tilsætte vand overhovedet. Lad dem koge ca. ½ time til æblerne smatter godt ud. smag evt. til med mere sukker, hvis det har været nogle meget sure æbler.

Er der noget risengrød tilovers, kan du lave klatkager af dem næste dag. De smager til gengæld vildt godt - specielt med æblegrød til.


Risklatkager:

1 l kold risengrød
2 æg
1½ ts Maizena
lidt smør til stegning


Pisk Maizena og æg i en skål til der ikke er flere klumper. Tilsæt den kolde risengrød og rør det sammen. Varm en pande godt op og smelt en lille klat smør herpå. Sæt risengrøden på i klatter med en spiseske og steg dem til de er lysebrune. Derefter vendes de og steges på den anden side til de er lysebrune der også.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar