torsdag den 7. marts 2013

Risotto med sorte ris og kylling.


En skøn auberginefarvet risotto. Den flotte farve kommer dels fra rødløgene, dels fra rødvinen og dels fra de sorte ris.

4 pers.

Fond og kylling:

1 hel kylling
2 løg, hvor bund og top er skåret fra
4 laurbærblade
5 hele fed hvidløg
salt og  10 hele peberkorn

Risotto:

½ dl olivenolie
2 hakkede rødløg
3 finthakkede fed hvidløg
2 dl grødris
2 dl sorte ris (ikke vilde ris- fås i Irma)
2 dl rødvin
2 dl knoldselleri skåret i terningestørrelse
2 dl frisk hakket grønkål eller babyspinat
2 laurbærblade
50 g smør
salt og peber

Start med at koge kyllingen i en gryde sammen med løg, hvidløg, salt og laurbærblade. Hæld vand på til det dækker, og lad kyllingen koge ca. 1 time. Fisk den så op, lad den køle af og pil alt kødet af den. Si fonden fra grøntsagerne og hæld den tilbage i gryden, hvor den varmes op til kogepunktet igen.
I en anden gryde svitses nu rødløg og hvidløg i olivenolien. Når de er blevet klare tilsættes grødris og sorte ris. Rør godt rundt og tilsæt så rødvinen. Rør godt rundt igen, lad vinen dampe lidt af og tilsæt så 2½ dl fond. Rør godt rundt endnu engang og lad det simre 10 minutters tid under låg ved svag varme. Rør godt rundt igen, så du får masseret stivelsen ud af risene og tilsæt så endnu 2½ dl fond. Rør igen grundigt rundt og lad det så simre under låg. Efter 5-10 minutter tilsættes endnu 2½ dl fond. Efter 5 minutter tilsættes knoldselleriternene sammen med sidste omgang 2½ dl fond. Lad det simre under låg i 5-10 min og tilsæt så smørret. Rør rundt til det er helt smeltet og tilsæt så grønkål og halvdelen af kyllingekødet (den anden halvdel kan bruges til, hvad du nu vil). Lad det sidste blive varmet godt igennem - evt med lidt mere fond, hvis den er  tør. Smag til med salt og peber og server straks med frisk revet parmesan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar