fredag den 4. april 2014

Mørk Hindbærroulade med hvid chokoladecreme


Roulade er lidt kedeligt, hvis man tænker på den hindbærroulade, man køber i supermarkedet eller på tanken, men denne her hjemmelavede med friskkogt hindbærmarmelade og hvid chokoladecreme er helt fantastisk.


Til dejen:
3 spsk Valrhona kakaopulver
1½ dl sukker
4 æg
1½ stor dl kartoffelmel

Hvid chokoladecreme:
150 g hakket hvid chokolade
½ dl fløde

Hindbærmarmelade:
1 pose frosne hindbær
2 dl sukker
1½ spsk Maizena udrørt i ½ dl vand


Put hindbærrene i en kasserolle sammen med sukkeret og varm det op ved middel varme. I en skål der er større end kasserollen, puttes nu fløden og den hvide chokolade og skålen sættes nu på kasserollen, hvor hindbærrene står og simrer ved helt lav varme. Rør rundt i skålen til den hvide chokolade er næsten helt smeltet. Tag derefter skålen af "vandbadet" og rør videre til al chokoladen er helt smeltet. Chokoladecremen hældes nu op i en frostpose og lægges på køl. Smag hindbærrene til og tilsæt evt mere sukker. Udrør Maizenaen i lidt vand og hæld blandingen ned til hindbærrene lidt ad gangen og under konstant omrøring. Når hindbærmarmeladen er tyknet sættes den også på køl.

I en stor skål piskes nu sukker og æg med en elpisker i 10 min. Derefter vendes kartoffelmel og kakaopulver i æggeblandingen med en dejskraber, og dejen smøres derefter ud til en stor firkant på en bageplade beklædt med bagepapir og bages i ovnen 8 min ved 175 grader varmluft. Et stykke bagepapir lægges på et bord og drysses med 1 spsk. sukker. Når dejen er færdigbagt lægges den på bagepapiret med overfladen ned mod sukkeret. Det bagepapir der hænger ved fra bagning trækkes af og overfladen smøres med et tyndt lag af den nu afkølede hindbærmarmelade. Et lille hul klippes i frostposen med hvid chokoladecreme og der presses lange pølser af creme ud og fordeles over hindbærmarmeladen. Nu rulles rouladen med støtte fra det sukkerbeklædte bagepapir. Når rouladen er rullet skal den lige hvile en times tid inden den skæres i skiver og serveres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar