fredag den 8. august 2014

Krondyrsfarsbrød med urter


Dyrevelfærd er noget jeg prioriterer højt, og derfor er jeg helt gået over til økologisk eller frilands kød. Det er bare så frygtelig dyrt, og jeg er på SU. Hvad gør så en klog? Stikker hovedet i fryseren i Irma selvfølgelig, og dukker op med hakket krondyrkød til 35 kr for 400 g. Dyrene her har gået frit omkring og haft et godt liv, lige indtil de er blevet skudt. Det kan jeg godt være med til.
Farsbrødet her havde vi med på picnic sammen med en perlebygsalat med hybenmarinade (se "Kyllingeoverlår med hyben og lakridssalt" for opskrift herpå) , nektariner, spidskål og fine, grønne ærter.

4 pers:

Til farsen:
400 g hakket krondyrkød
1 fed knust hvidløg
1 æg 
1 dl rasp
1½ dl mælk
1 spsk hakket frisk rosmarin
2 spsk hakket frisk salvie
1 spsk hakket frisk oregano
evt. 10-15 hakkede kalamata oliven uden sten
1 ts salt
½ ts friskkværnet sort peber

Til indpakning af farsen:
6 skiver parma- eller serrano skinke
1 ts olivenolie


I en skål puttes alle ingredienserne til farsen, som æltes godt sammen. Lad den stå og trække ½ times tid og form den derefter til et brød på en bageplade beklædt med bagepapir. Skinkeskiverne lægges henover på tværs og enderne stoppes ind under "brødet". Pensl så skinken med olivenolie og bag farsbrødet i en forvarmet ovn i 25 min. varmluft ved 175 gr.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar